NY PLADSDANNELSE OG BEBYGGELSESPLAN TIL LANDSBYEN SÆD
I forlængelse af arbejdet med en lokal udviklingsplan for Sæd-Ubjerg,
har Tegnestuen arbejdet videre med et arkitektonisk koncept for landsbyens nye centrum – samt tilkobling til byens nye boligområde.
Derudover er der udarbejdet en bebyggelsesplan for det nye boligområde med eksempler på, hvordan husene kan se ud.
Sæd Bys nye centrum skal være et samlingspunkt for hele byen, forme rammer for nye tilflyttere og give indbyggerne et sted, hvor alle aldersgrupper kan gå på eventyr.
Projektet sammenfatter 3 tilgange: “Gården”, “Laden” og “Forten”.
Gården er et nyt boligområde, der skal huse flere familier med fokus på fællesskaber, natur og leg i bæredygtige rammer. Her er boligerne forbundet i en klassisk “længe”- struktur, hvor de deler en fælles gård og har egne grønne udearealer.
Laden er byens nye hjerte. Her finder man et fælleshus, der kan rumme mindre forsamlinger. Fælleshuset orienterer sig både mod de nye tilflyttere og bliver samtidig et samlingspunkt for hele byen. Området bliver et sted, hvor man mødes for at spille bold, petanque, dyrke motion, spise frokost eller afholde marked. Fælleshuset er en delvis åben glaskonstruktion, der bygges sammen med det nuværende redskabshus, der også indrettes som værksted. Oven på værkstedet etableres en åben terrasse.
Forten er Sæds nye bypark, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i bakkerne, løbe over broerne, hoppe på træstubbe samt finde ro på en bænk. Forten skal formgives med reference til naturenge og denne type beplantning for at bryde skalaen ned, skabe en masse varierede rum og sætte rammer for forskellige interesser og naturoplevelser.
Området ved Laden bliver nænsomt belagt med brosten, fliser og grus. Gården bliver belagt med brosten, for- arealerne med pigsten og husenes private haver bliver udlagt med græs og vild natur. Stierne i hele området udføres i grus for at få en mere organisk formgivning og udtryk.
Hele området forsøges forsynet med energi fra et nyt energi- og varmefællesskab (f.eks. et borgerejet solcelleanlæg eller jordvarmeanlæg).
Projektnavn: Styrket pladsdannelse i landsbyen Sæd
Projekttype: Byudvikling
Lokation: Sæd, Tønder Kommune
Årstal: 2022
Status: Afsluttet
Opdragsgiver: Sæd-Ubjerg Lokalråd
Samarbejdspartner: STED By og landskab - Vilhelm Lauritzen Arkitekter